KIEFERHOMEN XX

ROYALTIES

så jeg læner mig op ad en konge

for det kan man gøre i Danmark

og visse andre steder

mens man betragter undersåtterne haste forbi

med ting de skal have byttet

eller har forkøbt

eller købt før men glemt 

mens de tænker på parkeringsbilletten

hurtigretten

eller den endelige dom

 

jeg læner mig op ad kongen

og låner lige nøjagtigt ingenting af kronen

for selv om han er lavet af materialer meget mere døde og giftigere end mig

så er alle omkring mere forbundet til ham

end til den skikkelse der er krøllet sammen ved hans fod

som egentlig er en plint man kunne bygge en udestue af

hvis man havde en have

et kongerige

en hest

eller en hund 

der ville stå på den anden side af ruden med en tennisbold i kæften og spørge 

om ikke man kunne bruge sine arme til noget fornuftigt

noget andet end

denne formålsløse kvasirepublikanske lyrik

 

trofast til bolden og tilbage til herren igen

neongrøn klode stiger over kongeriget som en punket sol

NOSY THING

MENNESKELIGE ALTERNATIVER

KNUSPIG INTELLIGENS

Problemerne med Ki afslører hvilke ophavsmænd den har. De har naivt og forfængeligt forsøgt at skabe et imponerende menneskelignende væsen - en golem eller en supermand eller et overmenneske, der ved alt, derfor kan svare på alt og samtidig er urørlig, utrættelig og egentlig afkoblet al menneskelig aktivitet i mellemmenneskelig forstand. Fraset nogle sproglige konventioner, som er vokset ud af dens data som en slags skæbnens ironi. 

Ki er et magtmenneskes våde drøm - dels om sig selv, dels om den protese, der kan udvides både udad og indad i den verden vi møjsommeligt har skrabet tanke og stof sammen til gennem de sidste årtusinder. 

Når jeg er mest desillusioneret tænker jeg Ki bare er endnu et eksempel på de banale dødssynder hovmod, grådighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.

Ikke fordi jeg partout skal flage min kristne kulturelle baggrund eller bruge den som argument, men nærmere fordi Ki i kraft af dens ophav har den samme, og så sker der jo nogle gange det, at kulturens potentielle undergang næres af den selv. 

At sproget skaber, hvad det nævner er blevet omskabt til en grassende dynamik som så meget andet nykonservativ retorik, der ikke har politisk debat men alene overtaget som mål.

Selv er jeg modvilligt med dette indlæg hoppet i en grøft eller på en pol, fordi jeg har tilføjet argumenter til det allerede udbredte fjendebillede af big tech broligarkiet, men jeg prøver at tilgive dem for at at have fejllæst dele af det menneskelige projekt og måske fokuseret lidt for meget på, hvornår mennesket er stærkest og smukkest og mest lydefrit og derfor helt undgået det menneske, som erkender sine fejl, er nødt til at stykke viden sammen ved at lære nyt, evner at lytte, ikke ønsker at være suveræn og derfor først og fremmest har evnen til at mentalisere. Og ved hvor svært det er. Du ved hvad jeg mener. 

DRØMMER EMOJIS OM LEVENDE SMIL

jeg læser i simulakrer hele dagen

og min verden ryster

som en lille korthåret hund

der har været for længe i havet

 

jeg spår i simulakrer hele dagen

og finder ingen hund

begravet blandt tegnene

men i stedet blinker et parallelunivers

indforstået for enden af mit svidende emoji-øje

 

jeg sender min

agent provocateur 

ind i simulakrernes kød

gal som en

hund

gøende

af sit eget ekko

 

er der en gravplads

for robotter

der ligner hunde

plus strøm

 

et sted

hvor skyggerne under solen

gør dem levende på græsset igen

som i dette

stygt overskyede digt

 

det er meningsløst at få et digt til at ligne internettet

så hellere gå tur med hunden

og mærke verden op

AVISLÆSERE FORENER EDER

avisens sider sejler forbi

lige under næsen for nyheder

er de små storme 

jeg inviterer ind 

i mit i forvejen 

fyldte hovede

passive katastrofer og analyser

af inaktiv fremtid

jeg bruger lidt af mig selv

hver gang jeg bladrer

fordi jeg slikker

på min pegefinger

den skal holdes fugtig i uvejret 

jeg skal bruge den

hvis magten skulle komme strygende forbi

forklædt som fred

den kan alt det jeg skal kunne

for at overleve

pege

ytre

stemme

skyde

gøre døv

DETTE ER ET KUBISTISK DIGT

dette er et kubistisk digt

det kan betragtes fra alle sider på een gang

dets første midterste og sidste del

bliver hele tiden udtalt

her er det set fra oven

30.07.25 | MAGRITTERUTEN, PRAZ DE FORT

FÆRDIG MED AMERIKA

18.08.25

jeg er færdig med engelsk

jeg har elsket og begæret

brugt og misbrugt 

øvet og mestret

det engelske 

i mit danske alle mine unge og voksne år

slang

begreber

idiomer

fraser

neologismer

sig ordet jeg har gjort det 

det har hængt klar og parat under og 

lige ved siden af mine sætninger

kommentarer 

udråb

parodier og

argumenter

det har blomstret

suppleret

og løftet mit sprog og min hjerne

jeg har følt mig hjemme men aldrig udstødt hjemmefra

med engelsk

det har været sjovt 

udfordrende

skørt

overraskende 

og synes jeg mærkeligt nok

på sin plads 

selv for en dansklærer 

der gerne ville se sine elever i øjnene

nu er det slut

jeg er færdig med engelske gloser i mit sprog

ikke mere sukker på

det er Amerika der har slukket for

lyden

elektriske flimrende susende strålende Amerika 

som kom med sproget og

kulturen 

og cigaretterne

filmene

bukserne

musikken

og lærte mig at sproget

var alt det 

jeg også gerne ville være del af

og det skulle være del af mig

mine t-shirts

mine sko

tyggegummi og kasket

men jeg vil det ikke mere

jeg er færdig med Amerika 

og Amerika er færdig med verden

vi bliver døve for det

vi bliver trætte af jeans og burgere

majs og barbecue

pikrock og blodpop 

slå en knude på det

selvoppustede profeter

selvfølende selvmedlidende

fede men udflydende

vent og se

sproget er strandet på europas kyst

som ikke er en ø